Dagens gode nyhed: “Du har KUN brystkræft!”
Vi fejrer med kemo og marcipanbrød på Herlev
Denne opdatering skrev min datter i familiens FB-gruppe i dag, som kulmination på et nervepirrende døgn.
Ved gårsdagens obligatoriske lægesamtale, dagen før 4. kemo, blev lægen bekymret over mine vedvarende lændesmerter og besluttede at indlægge mig til en MR-skanning.
Jeg nåede dog aldrig op på sengeafsnittet fordi jeg var heldig at komme hurtigt til i skanneren.
Selve MR-skanningen var ret ubehagelig.
45 klaustrofobiske minutter i et virkelig trangt rør, med besked om ikke at røre sig det mindste, mens maskinen banker, hyler og larmer helt afsindigt om ørerne på en.
I samme øjeblik jeg blev kørt ind i røret og så hvor lidt plads der var, lukkede jeg øjnene hårdt i og åbnede dem ikke før jeg var ude igen.
Inden undersøgelsen havde jeg fået en beroligende pille. Om det var pillens virkning, eller en form for ud-af-kroppen-panik jeg oplevede, ved jeg stadig ikke, men undervejs i skanningen fik jeg den besynderlige opfattelse, at jeg lå der i røret for at hjælpe Annette Heick med at ligge stille og ikke gå i panik.
Hvordan hun fik rodet sig ind i min MR-skanning har jeg ingen anelse om, men det var sådan set meget praktisk. Jeg fik en opgave at tage mig af og formåede på dén måde at holde mig selv i ro i de meget lange 45 minutter.
Pga. min forkølelse var personalet heldigvis søde til at give mig bittesmå hostepauser undervejs, men en MR-skanning er bestemt ikke en ting jeg synes vi behøver at gentage… nogensinde!
I dag, efter endnu en næsten søvnløs nat, kunne lægen heldigvis frikende mig for knogle-metastaser.
Gud-ske-fucking-tak-og-lov!