Brystkræft #1

Bryster - vejviser copy

Første dag som patient på Brystkirurgisk afdeling. Lægen Susanne og sygeplejersken Lene, dygtige som bare det!!

Beskeden er så svær som min værste forestilling. Ondartet knude på 10 cm i brystet og kræft i en lymfeknude.

Forude venter nu kemo x 8 med ca. tre ugers mellemrum og efterfølgende en operation og 25 strålebehandlinger.

Hjem med favnen fuld af brochurer og hovedet fyldt med informationer.

På tirsdag skal jeg tale med onkologerne og have skemalagt behandlingen. Skal også (inden kemoen) have indsat en metalclips i selve knuden fordi planen er at kemoen skal skrumpe den, måske endda så meget at den vil forsvinde inden operationen, så clipsen kan lokalisere området hvor knuden sad, hvis den ikke længere kan ses.

Lettelsen over at høre lægen sige at der er en behandlingsmulighed lukker op for tårerne.

Får også at vide at knuden er ”østrogenfølsom”, hvilket er godt, fordi det betyder at man kan forebygge nye knuder med hormoner efter endt behandling.

Med andre ord: Når det nu skulle være… så er det ikke den værste type af brystkræft jeg har fået.

 

Svært at få armene op, selvom det på en måde er godt nyt, for…. vi ved på nuværende tidspunkt intet om hvorvidt kræften også sidder andre steder i kroppen.

(!!!)… Andre steder??…. Den tanke havde jeg slet ikke turdet få endnu… og nu kan jeg slet ikke få den ud af hovedet.

 

Og så skal jeg i en helvedes fart nyde mit åndssvage hår, mens jeg har det, for det vil jeg miste… meget snart.

Mit hår har været et helvede lige siden min første graviditet,… så på den front kan det næsten kun blive bedre… hvis altså jeg får lov til at opleve det vokse ud igen.

Men at jeg snart vil være pilskaldet…., betyder at ALLE pludselig vil kunne se at jeg er syg! Kolleger, bekendte, kassedamen, buschaufføren… alle!!

 

Det der lige nu bekymrer mig mest er dog hvordan det vil påvirke min søn…. når kemoen først tager fat og gør mig både syg og hårløs.

Har allerede talt meget med ham om det, men ”uhyret” er jo ikke rigtig synligt… endnu.

Han er stadig bare 13 år og lykkeligt uvidende om (håber jeg i hvert fald) at mit ene bryst er sygt og deformt.

Kræft har ikke rigtig eksisteret i hans univers før nu.

 

Efter hospitalet tog vi hjem til min søster. Ekssvigerinden, datteren og jeg. Senere dukkede nevø nr. 2 op og min mor.

Trygt og godt at være sammen om at fatte det.

Da vi gjorde klar til at tage hjem og jeg ville kramme min datter, brød hun sammen i armene på mig. Så stod vi sammen, helt tæt, så længe hun behøvede.

Jeg fik fortalt hende hvor glad jeg er for alt det hun gør for mig. Hvor stærk og varm hun er og hvor stolt jeg er over hende… og altid har været det.

 

Jeg har lavet jordens bedste børn.

Det kan ingen tage fra mig!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*
*
Website