Farvel hår, goddag…?

 

Parykprøvning

Lige gyldigt hvor mange gange spørgsmålet blev stillet på hospitalet var der kun ét svar: ”Nej, du kan ikke undgå at tabe håret af kemo!”

Paryk-damen var sød. Lige tilpas dygtig, forstående og omsorgsfuld uden at blive for nærgående.

Hun forstod godt at jeg hellere ville have håret klippet af… end at miste det gradvist kemo-style.

Alligevel kunne det umuligt blive andet end grænseoverskridende og uendeligt sørgeligt da hun kyndigt pløjede den snurrende trimmer igennem mit lange hår… og på under et minut gjorde mig til en komplet fremmed.

Kort efter sad man der med med parykker på og lignede skiftevis en transvestit, en eller andens sure farmor og Birthe Rønn Hornbech. Tørklæder. Bindeteknikker. Prøvede sågar en munkekrans af hår til at skabe illusionen af hår under et tørklæde. Følte mig som en joke!

Mor og søster opmuntrede tappert… ”Den er faktisk slet ikke dårlig til dig”… ”Dét er lige dig!”

 

Jeg ville forsvinde, smelte væk, flyde ned under panelerne og bare… ophøre.

Bad alligevel min søster om at fotografere (dokumentere) hele processen, og det første jeg gjorde da jeg kom hjem var at samle alle billederne og sætte dem ind på familiens facebook-side. Rædsomme… rædsomme billeder!!

Mere nøgent end hvis jeg havde smidt alt tøjet.

 

Nu ligger mit eget hår i en pose på mit bord.

Nu blev det hele pludselig alvor… for alvor… og alt for virkeligt.

Kan ikke længere IKKE acceptere at jeg er syg.

 

Det eneste gode jeg kan komme i tanke om nu… er at jeg i det mindste har skånet mig selv for at vågne op til lange, tabte hårlokker på hovedpuden.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*
*
Website