Den første kemo

Billede 15-05-15 13.30.07

Billede 15-05-15 13.30.22I går fik jeg min første kemobehandling…. ledsaget af min søster og min datter. Lige nervøse alle tre.

Men det hele forløb meget fredeligt. Det tog ca. 1 time og foregik blandt andre patienter i det store kemo-rum, hvor vi alle var placeret i behagelige lænestole med hver vores dropstativ med fyldte poser.

Vi havde alle vores ”egen” sygeplejerske som puslede roligt og rutineret omkring os og inden man så sig om var der lagt drop og kemoen dryppede indenbords. Hele tiden talte sygeplejersken beroligende med en og gav sig god tid til at svare på alverdens spørgsmål og forklare om de bivirkninger man skulle forvente.

Trods de alvorlige omstændigheder herskede der en utroligt tryg og varm atmosfære i lokalet. Jeg følte mig overraskende rolig ved situationen. Her var der tydeligt plads til både gråd og grin. Det var rart.

Og man fik the og marcipanbrød!

Udover at få lagt droppet var der ikke noget der gjorde ondt, men efter et stykke tid begynder det at svie lidt i næsen, som hvis man skal nyse. Og jeg fik en stærk trang til at løfte den hånd med droppet i, som selvfølgelig skulle ligge stille mens det stod på.

Da behandlingen var overstået kunne jeg stadig ikke rigtig mærke noget, kun en meget lille svimmelhed.

Jeg havde ellers haft levende forestillinger om at man nærmest øjeblikkeligt ville ligge med hovedet i en brækspand, men sådan var det slet ikke.

Vi besluttede derfor at gå på cafe og spise frokost. Det var en underlig fornemmelse at vide at man sad dér med kroppen fyldt med gift… uden at kunne mærke det.

Det var først da jeg kom hjem og straks kunne lugte nogle overmodne bananer der lå på køkkenbordet.

Lugten var så afskyelig (syntetisk) at jeg næsten ikke kunne være i min egen krop…. eller i mit eget hjem, for den sags skyld. Men samtidig føltes det pludselig fuldkommen uoverskueligt at skulle gå ud til skraldecontainerne med dem.

Løsningen blev at jeg, sådan lidt robot-agtigt, hurtigt piskede en banankokoskage sammen, næsten uden at trække vejret imens. Idét jeg nærmest kylede kagen ind i ovnen, slog det mig at jeg muligvis kunne blive nødt til at sætte mig ud i haven mens den bagte, for at undgå duften. Men mærkeligt nok var bageduften ikke ubehagelig.

Den færdige kage kom dog til at stå urørt hele aftenen…  for NU kom så bivirkningerne!

Meterhøje kvalmebølger og en tung, tung træthed jeg aldrig har mærket magen til.

Fra levende til zombie. Det var voldsomt, og tog fuldstændigt pusten fra mig. Jeg kastede ikke op, men længtes så meget efter at gøre det at tårerne trillede.

Det fortsatte uden stop resten af dagen, og i nat fik jeg næsten ikke lukket et øje.
Jeg har fået en masse forskellig medicin til at dæmpe kvalmen med, og kort efter at man har taget den får man det heldigvis lidt bedre igen, men det varer ikke ret længe… så kommer den igen, kvalmen, med fornyet styrke.
I “pauserne” har jeg gloet lidt fjersyn…, men mest sovet.

Mad har jeg absolut ikke lyst til. Kun lidt af banankagen fra i går kan underligt nok gå an.

Alt andet smager af virkelig bitter sæbe. Selv vand smager …ulækkert.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*
*
Website