Jeg vidste godt at “frygtløs” aldrig ville komme,
men… come on!
I det mindste én dag uden ondt i hele skroget så!
To år blev til tyve år… ældre.
I toppen af træet sidder stjernen “kræftfri”.
Resten af pynten er mere ynkelig…
fra skuffen med pinsler, skrammer og mislyde.
I ventesalen stod en skygge.
Hvordan skulle jeg vide at det var blevet min?
Hvornår flyttede smertende fodsåler og jeg
ind i klumpede specialsko med velcroluk?
Hvornår blev jeg kunde i Seniorshoppen?
Hvornår blev jeg vant til at gå med stok?
Gid det hele var blevet lidt mere… bærbart.