Så uforklaret det er at leve.
Noder blæst væk så snart de var spillet.
Døre lukket op og i.
Et altid ukendt antal tabte nøgler.
Lag af skidt, fedt, frost
… og fornemmelser.
Noget med lyde. Lugte.
Varm ånde på og gnide med kanten af ærmet
til der findes et hul at kigge igennem.
Alligevel forbliver det så uforklaret:
Er jeg her stadig?
Man glædes på de hvide tangenter
og græder lidt på de sorte.
Det hænger sammen,
som ord der må hjælpe hinanden.
Nogle gange over afstand.