Velkommen…?

Er der nogen der gider forklare mig hvorfor jeg er bange som en lille hund i tordenvejr hver gang jeg skal til samtale med offentlige instanser?
Jeg er 53 år, veluddannet, velformuleret og sandsynligheden for at jeg skal tale med en person der er både yngre og mindre livserfaren end jeg selv er, må antages at være pænt stor…, så hvad fanden er jeg så bange for??

En gennemgribende skræk for ikke at blive set, hørt, forstået eller regnet for noget. At nogen skal sige “Åhhrrr…pjat med dig!… Æd nogle Panodiler og tilbage i arbejdsmøllen med dig, du!”…. og slet ikke forstår at jeg stadig knapt nok kan spænde mine egne sandaler, klippe mine tånegle selv eller nå ting der står over skulderhøjde.

Fortsættelsen:
Sagsbehandleren på jobcentret var en anden end jeg mødte sidst.
Hende her skal stå for mit “jobafklaringsforløb”, som efter loven skal være “et kortvarigt forløb på ca. 4 uger” (overskredet for længst!) hvor hun skal indsamle vurderinger af hvordan jeg har det (!) hos læger, psykolog, psykiater… og selvfølgelig også fra mig. Alt det skal hun så servere for et rehabiliteringsteam, som så skal afgøre hvad der skal til for at jeg kan skovles tilbage på arbejdsmarkedet igen.

Det er lige så jeg næsten får blodsmag i munden af stress over at skulle igennem så mange forskelliges vurderinger.

Første del af samtalen foregik meget tjep-tjep-tjep… “jeg ved alt om hvad der skal til så gid du ikke behøvede at svare på mine spørgsmål, det klarer jeg nemlig meget nemmere selv”-agtigt.
Tonen bevidst lidt skrap på forkant på den der “mig er der ingen klienter der løber om hjørner med”-måden.
Men da jeg for tredje gang, totalforvirret, måtte bede hende om at gentage dit og dat… og hun til sidst måtte tegne på et stykke papir at det kun er af navn at jeg modtager “ressourceforløbsydelse” for jeg er “IKKE er i et ressourceforløb!… det er bare noget det hedder!”…. (WHY?!) … og jeg begyndte at snøfte og fælde en tåre fordi jeg ikke kunne fatte to sammenhængende ord af hvad hun sagde…, så var det som om hun pludselig opdagede at det slet ikke var den rigtige tilgang hun havde valgt.
At hendes facon fik hele min skælvende eksistens til at falde ned igennem hullerne i risten.
At nedsmeltningen der skete lige foran øjnene på hende med lethed – bare med lidt mere nærvær – kunne have været undgået.

Hvad hun tænkte i situationen ved jeg jo ikke,… men hun stoppede sig selv, lagde en hånd på min arm og sagde “Tag det helt roligt. Jeg ved godt at jeg nogle gange taler alt for hurtigt. Men nu tager vi det helt langsomt igen… når du er klar”. Med nænsomhed og forståelse blev jeg samlet som et puslespil igen.

Det endte endda med at hun sagde at det ofte tager en hel del længere tid end de lovbestemte 4 uger at indhente alle de oplysninger…, og at det egentlig nok var meget godt hvis det trækker lidt ud fordi det giver mig lidt mere tid til genoptræningen. “Lidt mere ro til at blive klar”.

TAK!

Sult eller søvn
Himmel og Herlev

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*
*
Website