Himmel og Herlev

Det skulle egentlig bare have været et ambulant indgreb… fjernelse af overskydende hud (“æselører”) og korrektion af arrene efter brystoperationen. Men morfinen og min krop holdt lige et teammøde og jeg endte – surprise, surprise – i en seng hos brystkirurgerne på Herlev. Igen. Med kemisk kvalme, tørst og sult og ude af stand til at holde noget i mig.

Der synes at være opstået bred konsensus om at ingenting i mit liv er nemt (bare lidt!) eller hurtigt overstået længere.

Og måske fordi jeg troede jeg skulle hjem samme dag, kom jeg af sted uden mine aften-tossepiller. Vi besluttede at jeg nok kunne undvære dem en enkelt nat. Planen er jo (so far) at jeg skal hjem i morgen formiddag.

Men her ligger jeg så pivvågen kl. 4.33 med en summende motorvej af løstflyvende tanker, der ikke har tid til at sove eller holde kæft.

Det mest fantastiske syn ligger under mig når jeg kigger ud af vinduet fra mørket i min seng: et perletæppe af tændte lamper og lygter i biler, bygninger og gadebelysning får det til at se ud som om at hele stjernehimmelen er faldet ned på jorden.

Så tænker jeg på om det ikke kan bruges til noget …. så smukt og stort et syn? Noget grafisk… eller en sang måske?

Her er ufatteligt stille omkring mig, som om hele hospitalet er slukket og glemt. Med undtagelse af en enkelt ambulances ensomme solosang i mørket. Jeg er måske den allereneste der ved at himmelen faldt ned natten mellem d. 2. og 3. marts i år 2017.

Om nogle timer ved jeg at verden vågner igen…. med hastige, effektive skridt og stemmer på gangene. Døre op og i. Liv, travlhed, morgenrutinernes velkendte støj.

Men nu har jeg gemt det… himmeltæppet. Hvis nu jeg skulle få brug for det til noget.

Måske skulle jeg begynde at høre podcasts..?! “Mads og monopolet”… det gør mange.

Måske skulle jeg bare tænde for “sovemanden”… min hypnose-app som trofast luller mig i søvn hver nat. Ham havde jeg glemt at jeg havde med.

… og måske kan jeg snart spise noget igen… eller drikke te?

… Sov nu!!!

Velkommen...?
Gidslet

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*
*
Website