Ynk og klynk

Vandhane copy

Min stråleterapi er blevet udskudt flere gange fordi strålerne ikke kan ramme præcist og effektivt nok sålænge der stadig står væske (serom) i operationsområdet.

Og jeg er storproducent. Selvfølgelig er jeg dét!

Forleden måtte jeg endnu en tur forbi brystkirurgerne for at få tømt væske ud. Det var så 10. gang!

 

Hvis der så bare var tale om en væske, som havde en eller anden form for talent.

Hvis den kunne kurere malaria, omdannes til miljøvenlig benzin eller bruges til at slukke skovbrande med.

Men nej da…, her taler vi udelukkende om flaske efter flaske, fyldt med et 100% ligegyldigt produkt, ingen kan bruge til noget som helst… og det irriterer mig grænseløst!

For vi kommer jo INGEN vegne her!!… Udover frem og tilbage fra hospitalet.

Kunne man ikke bare have indopereret en slags vandhane hvis det skal være på den måde?

Så kunne man da lige gå ud i haven og vande et eller andet.

 

Men… når jeg ikke sidder til aftapning på Herlev Hospital  med kanyler i brystkassen og fylder flasker op… så prøver jeg (ihærdigt bistået af emsig Psyke-Hanne!) at lære min krop at fungere igen. Det er bare som om den overhovedet ikke forstår konceptet ”krop” længere.

Jeg er startet på et genoptræningshold hos nogle fysioterapeuter to gange om ugen. Hu hej, hvor det går…. uendelig langsomt og kluntet… foran store vægspejle. Jubii!

Ingenting er som før. Føler mig som et eller andet monstrum, der er blevet samlet helt forkert.

Det strammer om brystkassen som om jeg var iført et panser af en bh jeg aldrig har været i nærheden af at kunne passe…. og min ene arm (i den side hvor de også fjernede lymfer i armhulen) føles som om den har været revet af og nu er blevet syet på igen med en alt for stram søm.

…Alt sammen tilsat hedeture!

 

Ku’ man få et andet liv…. evt.?!

Røde støvler og røremaskiner
(Hede)tur i sne

One thought on “Ynk og klynk

  1. I et andet liv er det jo ikke sikkert, du kendte alle os, som ynker dig på det kærligste, puster på sår og får mindst lige så livlige film for de indre blikke, når vi læser din dejlige indslag her, som dem du selv så mageløst producerer til os.
    Ynk og klynk er fuldt ud berettiget Ing rynk på næsen over det!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*
*
Website