Operationen – Vol. I og II

Operationen – den korte version:

mumi copy

 

Operationen – den længere version:

Byebye copy

I en seng på hospitalet, på 18. sal, kl. 7 om morgenen… kom jeg i hospitalstøjet og blev fodret med kvalme- og smertestillende piller. Værdier blev målt og kirurgen kom op og sagde godmorgen og tegnede på min overkrop. Min kontaktsygeplejerske puslede i baggrunden og sørgede for at alt var på plads. (Hun er sådan en man får lyst til at putte ned i sin lomme og altid have på sig.) Nærværende og et lille skridt foran os…, så vi hele tiden var informeret om alt  hvad der nu skulle ske.

Min datter fik noget sterilt tøj på så hun kunne følge med mig helt ned til operationsgangen. Hun lignede en lille Teletubby i grønt papirstøj, som hun småløb af sted dér ved siden af sengen.

Hver gang vi passerede mennesker på gangene på vejen derned huskede jeg hvordan det var at stå og se patienter blive trillet forbi i deres senge. Nu var det min tur til at ligge der og møde folks bekymrede blikke. Heldigvis var jeg ikke bange.

På vej mod operationsgangen blev jeg trillet igennem fødegangen, hvilket portøren jokede lunt med. En kærkommen anledning til et befriende fnis.

Efter lidt ventetid blev jeg kørt ind på operationsstuen. En masse travle hænder gik nu i gang med at gøre mig klar til narkose. Jeg fik lagt et drop i hånden, og fik elektroder og et plastikvarmetæppe på og skulle ligge med armene strakt helt ud til siden. Der foregik rigtig meget på én gang, og det have været overvældende at se på. Opdagede pludselig at min datter havde meget svært ved at holde tårerne tilbage, men straks var der trøst at hente. Både kirurgen, narkosesygeplejersken og min kontaktsygeplejerske var om hende (og mig) med det samme.

Efter nogle kram blev hun kærligt hjulpet ud og så blev narkosen startet via droppet. Jeg fik også en iltmaske foran mund og næse. Noget jeg forinden havde været lidt nervøs over, men det var egentlig ikke så slemt da det kom til stykket. Jeg nåede vist ikke mere end et par dybe vejrtrækninger, så var jeg ”tjekket ud”.

1½ times tid efter lå jeg på opvågningen og kom langsomt til mig selv. Bagefter forlød det fra personalet at jeg havde været ”meget snakkende og haft mange tanker”. Selv kan jeg bare huske at jeg havde det ret skønt da jeg vågnede med hovedet myldrende fuldt af fantastiske idéer, som jeg ivrigt delte med hvem som helst, der kom i nærheden.

Bl.a. havde jeg nogle store planer om at lave et Smålands-museum i form af en slags kæmpe-dukkehus med interiører fra min barndoms ødegårde og hele det Lindgrenske univers. Af en eller anden grund (?) lå det projekt mig meget på sinde, men jeg havde også gang i andet spøjst, bl.a. lidt luftguitar (kunne endda huske akkorderne senere).

At begge mine bryster var væk var egentlig ikke noget jeg tog mig synderligt af før jeg var kommet tilbage til brystkir.afd. Her ventede min datter og det var fuldendt lykke at komme tilbage og være der på afdelingen igen sammen med hende. Jeg følte mig nærmest euforisk over at vide at knuden nu var FJERNET!

Jeg tror nok at jeg havde forestillet mig at synet af de manglende bryster ville chokere mig, men det gjorde det egentlig ikke.

Hvor mine bryster havde siddet var brystkassen nu helt flad og kun dækket af nogle få, lange stykker plaster fra den ene armhule til den anden. Der var lagt et dræn (en slange) ind i hvert operationsar til opsamling af væske og hver slange endte i en pose, som skulle hænge på mig til næste dag.

Det var åbenbart slet ikke var nødvendigt med større bandager selvom der var tale om et stort indgreb…. og hvis man ellers kunne se bort fra det blodfarvede indhold i drænposerne… så alting overraskende fredeligt ud.

Ret kort efter at jeg var tilbage på afdelingen kom den ene af operationslægerne forbi, tilså arrene og fortalte mig at alt var gået helt efter planen.

 

Nogle brystkræftpatienter bliver opereret som det allerførste efter fundet af en knude. Før kemo, stråler eller anden behandling.

På min 4-sengs-stue mødte jeg to kvinder, som begge befandt sig i den helt tidlige, utrygge fase, uden klarhed over hvad der skulle ske med dem efter operationen. Den ene havde fået fjernet sit ene bryst og den anden havde fået fjernet nogle knuder, men bevaret sit bryst.

De virkede begge lidt rystede over at møde en som mig, der ikke alene havde fået fjernet et sygt bryst, men også havde valgt at få fjernet sit raske bryst….. og tilmed allerede havde gennemgået kemo og hårtab.

Det var lidt overvældende at opdage at jeg pludselig var ”den garvede brystkræftpatient”…, hende der kunne svare på nogle af de andres spørgsmål på trods af at jeg var den yngste af os. Men der opstod ret hurtigt en fællesskabsfølelse på stuen, som gjorde det let at tale sammen, selv om det meget private.

Alle nyopererede fik en gave fra afdelingen… en hjerteformet pude syet til brystkræftramte af tidligere brystkræftramte kvinder fra Dansk Brystkræftorganisation. Puden bruges som støtte under armen ligesom en ammepude.

Jeg var heldig og fik to hjertepuder… og har nærmest haft dem på mig lige siden.

 

Der var fri besøgstid på afdelingen (vigtigt!)… og gode muligheder for at gå lidt afsides med sine gæster af hensyn til de andre patienter.

Jeg var stadig glad og lettet og nød at få besøg af mine børn, min mor og min søster.

 

Om aftenen meldte trætheden sig og en velfortjent ro lagde sig over hele afdelingen. Aftensygeplejersken kiggede ind engang imellem… hele tiden klar med alverdens hjælp og omsorg. ”Trænger I til noget…., måske en lille bolle med ost?”

Rollen som patient holder tårekanalerne friske.

 

Om natten var jeg ”låst” fast til sengehestene på begge sider af sengen pga. drænposerne. Stablet op med mine hjertepuder lykkedes det at få sovet nogenlunde, selvom jeg normalt ikke sover på ryggen og derfor et par gange liiiiige troede at jeg skulle rulle mig om på siden. Dét skulle jeg ikke!

 

Om formiddagen fik jeg fjernet de to drænslanger i operationsarrene og kom i mit eget tøj.

En ny sød sygeplejerske kom og gav mig en masse information og hjalp mig med at få afprøvet et par midlertidige brystproteser af stof med fyld i.

Allerede nu var det en virkelig mærkelig fornemmelse at påføre sig et par kunstige bryster. Det fik mig til at tænke tilbage på min paryk, som aldrig kom i brug. Jeg har ikke brugt den hjemme eller haft den på udenfor mit hjem en eneste gang, og kommer heller ikke til det. Nu er jeg jo så heldigvis også nået dertil hvor mit hår snart kan forventes at vokse frem igen, men selvom jeg aldrig lærte at bruge min paryk, betød det meget for mig at have fået muligheden.

På samme måde er jeg vildt taknemmelig over at jeg automatisk vil få tilbudt et sæt rigtige brystproteser årligt, uden at skulle kunne betale for dem selv.

I modsætning til det kunstige hår tror jeg at jeg nok – med tiden – skal blive glad for brystproteser af den ene eller anden slags.

Men lige nu er det hele så nyt… og jeg skal bruge tid på at forstå at jeg har fået en helt ny facon.

Som en gæst jeg ikke har lært at kende endnu.

 

Nyt ord til den danske ordbog?
Præoperativ mellemregning

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*
*
Website