Præoperativ mellemregning

operation copy

Jeg har to bryster…. indtil på torsdag…. (Hvor tit kan man lige bruge dén sætning?)

Det ene er sygt, det andet er rask.

Hvad vil jeg helst…

a) have fjernet det syge bryst og være kvinden med 1 bryst + 1 ar?

b) have fjernet begge bryster og være kvinden med 0 bryster + 2 ar?

c) beholde begge bryster… og tabe kampen?

 

Mine bryster er ikke et samlesæt… eller et regnestykke.

Enten er der to bryster eller også er der ingen.

Halve løsninger kan jeg ikke arbejde med.

 

Som udgangspunkt anbefalede brystkirurgen nu at vi gik med plan A:

Fjernede det syge bryst og bevarede det raske (i en formindsket udgave) for at have noget at sammenligne med hvis en rekonstruktion senere skulle komme på tale.

Dog blev det sagt… nærmest i den samme sætning…, at rekonstruktioner er noget de nødigt anbefaler da det er en meget smertefuld og drøj proces, som ofte ender med et utilfredstillende resultat.

 

Jeg fortalte brystkirurgen at jeg inderligt ønskede at få begge bryster fjernet.

Jeg fortalte hende at jeg slet ikke kunne forlige mig med udsigten til hver dag at skulle kigge i spejlet og se en krop uden symmetri… og et ensomt bryst, der nu ikke ville have anden funktion end konstant at minde mig om at der engang var to.

Jeg vil hellere være helt flad… og når jeg kigger i spejlet vil jeg se mine to ar og blive mindet om, hver dag, at vi tog kampen op (med alle midler)… og vandt!

 

Brystkirurgen lyttede eftertænksomt til mig. Så bad hun mig om at gå hjem og tænke det grundigt igennem én gang til…

”Du får en uge at tænke i og så ringer du til mig. Hvis du så stadig ønsker at få begge bryster fjernet, så er det dét vi gør!”

 

…. Så nu går vi med plan B.

Og jeg er ikke i tvivl om at det er den rigtige plan for mig.

I hele det her vanvittige forløb har min skæbne ligget 100% i andres hænder.

Det har jeg accepteret… og fundet en (nødvendig) form for fred med.

Men dét her var noget jeg havde brug for at få lov til at bestemme selv… og det fik jeg!

 

100% tak!

 

Operationen - Vol. I og II
Kæmper

2 thoughts on “Præoperativ mellemregning

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*
*
Website