Kemo… med vanter!

Kølemuffer

Så har jeg fået min 5. portion kemo. Den nye slags.

Ved den forberedende lægesamtale i går fik jeg information om den nye kemo-behandling.

Bivirkningerne bliver noget med en masse smerter i hele kroppen, træthed/kraftesløshed og føleforstyrrelser pga. uundgåelige nerveskader i hænder og fødder. Det sidste blev beskrevet som “prikken eller stikken…som når et ben sover”. Skaderne kan i sjældne tilfælde blive permanente, hvilket bekymrer mig helt vildt!

Jeg kan godt leve med at jeg højst sandsynligt kommer til at mangle et bryst når det her engang er overstået. Det har jeg allerede indstillet mig på. Men tanken om at mine fingerspidser måske ikke længere vil kunne føle noget eller konstant vil snurre og prikke…, dét kan jeg slet ikke kapere!

En anden mulig bivirkning, som noget overraskende blev nævnt….: kvalme!

Dén var jeg ikke forberedt på. Tværtimod har både læger og sygeplejersker hele tiden sagt at når jeg kom over på det nye kemopræparat, så var det slut med kvalmen!

Det lød dog som om at der nu var tale om en kvalme af mindre styrke…, men alligevel…, følte mig lidt snydt!

Efter dén kamel blev jeg også informeret om at jeg, som en del af den nye kemobehandling, skal lære at give mig selv en indsprøjtning dagen efter at jeg har fået kemo’en. Det var heller ikke blevet nævnt før. Havde man fortalt mig at jeg skulle lære at stikke mig selv for bare et halvt år siden, så tror jeg at tanken ville have forskrækket mig, men nu…? Næh…, ikke rigtigt. Nu har jeg klaret så meget andet, så en bette indsprøjtning…., det klarer jeg nok.

 

Den nye kemobehandling:

Det hele foregik lidt anderledes denne gang. I en seng med kemo i drop og frosne kølemuffer på hænder og fødder. Kølemufferne skal forhindre de frygtede nerveskader, så dem lod jeg mig ivrigt iklæde, selvom det var meget ubehageligt at blive kølet så voldsomt ned. Ikke mindst når de blev udskiftet undervejs med friske luffer lige fra fryseren. Det gjorde vildt ondt lige når man fik dem på, og der gik ikke længe før kulden bredte sig i resten af kroppen.

De første par gange foregår det på en sengestue med konstant overvågning fordi nogle patienter kan reagere allergisk på kemopræparatet og personalet skal kunne gribe hurtigt ind. Jeg blev instrueret i at reagere prompte hvis jeg mærkede symptomer som smerter, trykken for brystet, hovedpine osv. Det gjorde jeg heldigvis ikke, men det var lidt skræmmende at vente på om det skete.

Efter 3. skift af luffer og al kemo’en + en farlig masse instruktioner i de næste dages medicin, blev jeg sluppet fri.

Bivirkningerne forventes først at vise sig i overmorgen med mindre at injektionen jeg skal give mig selv i morgen sætter det i gang før.

På vej ned mod hovedindgangen gjorde mine hæle så forbandet ondt at jeg dårligt kunne støtte på fødderne, formentlig pga. nedkølingen, men det gik over i taxaen hjem.

Min storesøster var min ledsager denne gang. Vi tog forbi apoteket og hentede en GIGA-ladning smertestillende, som jeg skal proppes med i de kommende dage. Bagefter gik vi på biblioteket og hentede nogle bøger om nogle, der har været igennem et kræftforløb, bl.a. Geo og søstrene Bergsøe. Dem glæder jeg mig til at læse. Det er først nu jeg er begyndt at mærke et behov for at vide mere om hvordan andre har oplevet at blive ramt af kræft.

Selvom jeg godt ved at det har været velment, så synes jeg det har været lidt belastende at alle har haft så travlt med at fortælle mig om pårørendes/venners/bekendtes kræfthistorier. Det er svært at bruge/rumme andres oplevelser og filosofier om hvordan det må være at have kræft.

Jeg vil egentlig hellere høre om det fra nogen, der har været der selv.

Er dog ikke klar til at deltage i samtalegrupper endnu, men det kan være det kommer senere. En bog kan man lægge fra sig og gå til i sit eget tempo. Levende mennesker er man nødt til at forholde sig mere aktivt til…, i hvert fald hvis man er mig. Det har jeg ikke energien til, som jeg har det nu. Orker jo knapt nok ”mine egne mennesker”, selvom jeg gerne ville.

I dag orkede jeg dog sagtens at have min søster hos mig og hun blev hængende helt til om aftenen, hvor min datter også kom på besøg.

Det har været SÅ hyggeligt. Lige hvad jeg trængte til i dag.

Det er meget, meget underligt at vide at jeg er proppet med kemo og slet ikke kan mærke det endnu.

Jo, jeg har hedeture, men det begyndte pludseligt tidligere på ugen. Fremskyndet overgangsalder.

 

Ingen tvivl om at kemobehandling har mange talenter!

Kanyle-Ninja slår til!
Genvejstaster for kræftramte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*
*
Website