Op ad bakken… for helvede!

Op ad bakke copy

Min veninde (tidl. svigerinde) er tilfældigvis læge. Da hun hørte at jeg havde fået diagnosen brystkræft tilbød hun straks sin hjælp, og har (sammen med min datter) trofast været med som ledsager ved alle de lægesamtaler jeg har været igennem på hospitalet. Noget personalet på ambulatoriet gudskelov har taget helt afslappet.

Det har været en uvurderlig hjælp, både for mig og min familie, at hun kan stille de spørgsmål vi ikke selv kan tænke fordi vi skøjter rundt i alt det her uden ekspertviden og med angsten siddende helt oppe i ørerne.

Og når der kommer svar på forskellige undersøgelser… også de svære… lægger hun en rolig hånd på min ryg og bevarer fokus på hvad lægerne fortæller…, mens jeg punkterer og går i opløsning.

Sådan var det i dag.

Mammografien og ultralyden viste at den store knude ikke er skrumpet… overhovedet!

Med beskeden fulgte en masse ord, som jeg overhovedet ikke kunne høre.

Det kan man ikke når skuffelsen tvinger én i knæ,… og lige i det øjeblik følte jeg mig voldtaget af en behandling fra helvede, som ikke engang havde virket!

Men hun hørte noget helt andet…. Hun hørte at knuden ganske vist ikke var skrumpet, men det var til gengæld ødemerne (hævelserne) omkring knuden.

Og endnu vigtigere: Knuden er ikke vokset… og lymfekirtlerne ser lige nu fredelige ud.

Med andre ord var det faktisk gode nyheder vi fik i dag…, for hvis jeg ikke var sat i så aggressiv en kemobehandling, som jeg er…, så ville knuden højst sandsynligt være vokset!

Dét havde jeg aldrig selv forstået!

 

Hvilket privilegium med sådan en (fag-)hånd i ryggen, når livet vælter og ALT pludselig går mere end almindeligt op ad bakke.

For der er fandeme langt op… når der ikke er andre veje.

Genvejstaster for kræftramte
Når "Bange" taler...

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*
*
Website