Når “Bange” taler…

Bange copy

I morgen venter endnu en mammografi og ultralyd. Det er nu vi skal have afsløret om den store knude er skrumpet og kemoen har gjort sit arbejde.

Eller også skal vi have afsløret at det har den ikke.

Jeg er så bange at jeg taber tråden hver gang jeg taler med nogen. Sætningerne farer vild og jeg kan ikke fokusere.

En ven ringer og sludrer løs… alt for længe… om problemer på sit arbejde. Jeg forsøger høfligt at afbryde og forklarer at jeg har det skidt og ikke orker at snakke.

Men det trænger ikke ind. Min ven har åbnet for alle haner og er slet ikke færdig med at læsse sine frustrationer af…. bla-bla-bla…. brokke-brokke-brok…

Er normalt et både roligt og høfligt gemyt, … men at høre på det her føles som at få min hjerne hevet langsomt ud igennem mit ene øre…. og det gør mig rasende.

Hvorfor skal jeg bruge min ikke-eksisterende energi på at lægge ører til en selvoptaget brokviolin, der ikke engang gider mærke efter eller spørge om tidspunktet er forkert?

Hører mig selv hæve stemmen… og snerre, som en bidsk hund.

Forstår ikke helt at den vrede stemme er min. Sådan plejer den ikke at lyde.

Men jeg kan godt forstå den.

… og der bliver pludseligt larmende stille i den anden ende af røret.

Min ven undskylder, flov og helt forfjamsket, og ringer hurtigt af.

 

Sidder forvirret og trist tilbage.

Var det nødvendigt at blive så vred?

Har andres problemer ikke lov til at fylde noget mere bare fordi jeg har fået kræft?

Burde min ven have udvist bedre situationsfornemmelse… og evt. ringet til en anden?

 

Jeg tror at “Bange” har sin egen stemme og taler sit eget sprog.

 

Op ad bakken... for helvede!
Ørkenmund

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*
*
Website