Om at rumme…

At rumme copy

Jeg har ledt…,jeg leder…, men ikke fundet opskriften på hvordan man håndterer omgivelsernes vidt forskellige reaktioner på ens livstruende sygdom.

Jeg anede jo slet ikke at det var vigtigt at være forberedt på, i fald man en dag skulle blive ramt af noget farligt.

Men det er vigtigt at vide at nogen reagerer lige præcis som du ønsker og vidste at de ville gøre det…, mens andre vil reagere på måder, du aldrig havde set komme.

 

Man må bare rumme…

Både dem, der kan rumme det, der sker for én… og dem, der ikke kan.

Dem, der stiller op…. og dem, der tøver.

Dem, der stadig ser én i øjene… og dem, der ikke længere gør.

Dem, der er helt til stede… og dem, der savnes.

Dem man græder med… og dem man ikke hører fra.

Dem man griner med… og dem, der er lidt for bange.

Dem, der overrasker… og dem, der ikke gør.

Dem, der tør tale med én om det… og dem, der ikke tør.

Dem, der forstår at skåne én… og dem, der glemmer at gøre det.

Dem man orker… og dem man ikke orker.

Dem, der husker at man også er andet end sin sygdom…, og dem, der har glemt det.

Dem, der erkender… og dem, der ikke gør.

 

Det må rummes… det hele! Og elskes for hvad det er.

For balancepunktet er en usynlig, umulig størrelse, der flytter sig hele tiden.

Sådan er vi jo indrettet. Og empati er en livslang diciplin.

Det vigtigste må være at huske… at ingen har ønsket det her.

 

Det er som Psyke-Hanne altid siger at det er:

Man gør det jo så godt man kan!

(…. Og skræk er en bitch!)

Gud-ske-fucking-tak-og-lov!
Kære immunforsvar!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*
*
Website