Om at få svar

Moonface copy

 

I torsdags fik jeg det længe frygtede svar på CT-skanningen. Den viste små “fortætninger” nogle steder… to steder på halsen, et sted i lungen og på den ene hofte…, MEN!

I alle tre tilfælde kunne det også være tegn på andet end kræftspredning, f.eks. arvæv fra tidligere lungeinfektioner… eller blot almindeligt slid.

Lægen var rolig og virkede ikke alarmeret af resultatet, heller ikke når han følte efter. Han sagde at det lige nu er for tidligt i kemo-forløbet at vurdere hvorvidt der kan være spredning, men at det nuværende skannings-resultat indikerer at der må laves en opfølgende skanning senere.

Ved samtalen fik vi også svar på hvilket stadie af kræft jeg har: Stadie 3.

Stadie 4 er det værste, forklarede lægen, men han understregede at det på stadie 3 er helbredelse vi sigter mod med den behandling jeg er sat i.

Her var det godt at jeg havde min søster og datter med mig. Det var nemlig kun dem der hørte at han sagde det om helbredelse. Selv sad jeg vist fast ved “stadie 3”.

Jeg har ingen lyst til at fare på nettet og google de der stadier. Min praktiserende læges bekymrede udtryk da hun fandt knuden fortalte mig allerede dér at det her slet ikke var godt.

Lige nu kan jeg ikke overskue at vide noget om hvor tæt jeg er på at ramme stadie 4.

 

I fredags fik jeg kemo nr. 2…. og tanken om at jeg stadig mangler 6 omgange er til at tude over.

At være konstant lige på grænsen til at kaste op uden at kunne… er ren tortur.

Så udmattende når kroppen knapt nok kan præstere en tiendedel af hvad den normalt kan yde.

ALT går langsomt!!!

Som om hver eneste tanke skal røres møjsommeligt sammen, æltes, stilles til forhævning, æltes igen, formes….. og inden den så omsider er klar til at blive ført ud i verden, så er alle kroppens sparsomme energi-depoter allerede tømt.

Aldrig har jeg følt mig mere ineffektiv og helt og aldeles ubrugelig.

I klemme
Kræft-karrusellen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*
*
Website