Mor til de to

Børn

Alder er en mærkelig størrelse.

Jeg har fødselsdag i dag og er… grundforvirret.

På samme tid for gammel til at føle mig ung og for ung til at føle mig gammel.

Men ét er sikkert: jeg havde fandeme ikke lige regnet med at skulle have en livstruende sygdom hængende om halsen som 51-årig.

Og jeg havde overhovedet ingen anelse om hvor mange tanker omkring liv og død, man kan nå at gøre sig på bare én måned.

Tanker og følelser, der kaster én i alle mulige retninger.

De positive: Glæder, rørthed, stolthed og taknemmelighed.

De svære: Sorg, skræk, fortrydelser, skuffelser, savn, utålmodighed, vrede, trodsighed, stress og skam.

Og dem et sted midt i mellem: Undren, hudløshed og melankoli.

Det er voldsomt når alt det vækkes i én på samme tid… mens omstændighederne gør at du også er nødt til at forholde dig til omgivelsernes bekymring… og hele tiden svare på hvordan det går og hvordan du har det.

Lige meget hvad du finder på at svare, ligger gråden jo lige under overfladen, som en udspændt membran af tårer. Parat til at briste og oversvømme hele verden når som helst.

Den form for sårbarhed kan man ikke forberede sig på.

 

Jeg ved bare at det eneste, der gør mig stærk lige nu, er at være sammen med mine børn.

De to hjemmestrikkede mirakelmagere, som (alene ved at være til stede) giver mig følelsen af at jeg kan klare ALT!

Det har de altid gjort!

Jeg kan næsten ikke være i min egen krop for bare stolthed når jeg tænker på dem.

De er begge to utrolig kærlige, hjælpsomme og opmærksomme på at alle skal have det godt. På deres egne, stilfærdige måder.

De har heldigvis arvet min glæde ved det fjollede og skæve, men er i alle andre henseender egentlig meget mere seriøse og fornuftige end jeg nogensinde selv er blevet voksen nok til at være.

Til gengæld stiller de også meget store krav til sig selv om at alting skal være perfekt. Helst i første hug.

På den måde har vi altid været meget forskellige. Men der findes ikke noget her i livet jeg elsker højere end de to.

Og selvom de er så store nu, at min rolle som opdrager måske nok er ved at være udspillet…., så håber jeg sgu’ stadig på at få lært dem at turde være lidt mere impulsive… og turde at begå en masse fejl.

I al beskedenhed opfatter jeg jo mig selv som et soleklart bevis på at man sagtens kan komme langt ved at kvaje sig med jævne mellemrum.

Jeg elsker dem.

Fuck dig, kemo-kvalme!
Med hentehår

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*
*
Website