Knudens dag

Vend omSå har man brystkræft!

Ordet, der ligesom aldrig standser mere.

Mistede et kort øjeblik jordforbindelsen med brystet mast sammen mellem de to kolde plader.

Set udefra: lille koldt rum uden vinduer.

Angstens blik skruet ind imellem to bittesmå ujævnheder i hvid vægflade.

I tvivl om hvor resten af min krop befinder sig.

Om jeg selv er til stede… eller om det kun er knudens dag. Den får hele pakken.

Først pint flad mellem pladerne.

Så æltet af kolde hænder efterfulgt af ultralydsting, der tværes hen over huden og bores søgende ned i vævet.

(Kort billedflash af det store underjordsbor fra metrobyggeriet). Smerten ved trykket jager helt om i ryggen.

….To (tre?) stik med bedøvelse.

Så trækkes vævsprøver ud med lille apparat, der klikker så højt at jeg farer sammen, selvom jeg blev advaret om lyden.

Tænker på – underligt nok – om det mon er sådan det føles at blive skudt?

Lægen taler hurtigt… med accent.

Hun har allerede rejst sig og har tilsyneladende for travlt til at bruge de sekunder det ville tage at få øjenkontakt med mig.

Jeg spekulerer på hvad det er hun mon siger. Om hun taler til mig eller radiografen…?!

Tænker at nogen burde losse hende med træsko over skinnebenet og minde hende om at hun i dette øjeblik holder hele mit bævende liv i en tynd, tynd snor.

Hvis jeg var en bil, der skulle have skiftet dæk, eller et skur, der skulle males… kunne jeg forstå og acceptere en vis mangel på menneskeligt nærvær…., men det er jeg ikke.

Jeg er dagens første patient, koldsvedende af skræk… og hun har ikke tid til at sikre sig at jeg trækker vejret og fatter hvad der foregår.

Ordet, der aldrig standser, slynges ud i farten som et brugt tyggegummi.

Pludselig er det hele overstået og vi gelejdes ud af døren.

Det hele er foregået i én automatisk, glidende bevægelse… mod udgangen.

… Og så har man pludselig brystkræft.

Græd
Meltdown dagen før

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*
*
Website